Aktionær information

SP Group søger at kommunikere åbent om vores drift, udvikling, strategi og mål. Formålet er at sikre, at selskabets aktie er likvid, og at prissætningen både afspejler de faktiske resultater og fremtidige indtjeningsmuligheder. Vores mål er at skabe et positivt afkast til aktionærerne gennem en stigende aktiekurs og udbytte.

Aktiekapitalen

Aktien er noteret på NASDAQ Copenhagen under kortnavnet SPG, ISIN-koden er DK0061027356 og ID er CSE3358. SP Group indgår i sektoren 'chemicals' og indgår i OMX Copenhagen Benchmark Index. Aktiekapitalen på DKK 24,2 mio. er fordelt på 12.100.000 stk. aktier à DKK 2. SP Group har én aktieklasse, hvor alle aktier har samme rettigheder og er frit omsættelige. Der gælder ingen begrænsninger i ejer- eller stemmeret. På den ordinære generalforsamling i SP Group A/S den 29. april 2026 blev det vedtaget at nedsætte selskabets aktiekapital ved annullation af en del af selskabets beholdning af egne aktier erhvervet under aktietilbagekøbsprogrammet. Kapitalnedsættelsen udgjorde nominelt DKK 780.000, svarende til annullation af 390.000 stk. aktier à nom. DKK 2. Kapitalnedsættelsen trådte i kraft den 4. juni 2026 ved registrering hos Erhvervsstyrelsen. Bestyrelsen er i henhold til selskabets vedtægter bemyndiget til at gennemføre kapitalforhøjelser i forbindelse med eksisterende warrantprogrammer. Endvidere er bestyrelsen frem til den 1. april 2029 bemyndiget til at udvide aktiekapitalen uden fortegningsret for de eksisterende aktionærer med op til nominelt DKK 2,50 mio. ved tegning af nye aktier til markedskurs, dog ikke til under DKK 2 pr. aktie. Bestyrelsen er desuden bemyndiget til at lade selskabet erhverve egne aktier med en samlet pålydende værdi på op til 10% af aktiekapitalen. Vederlaget må ikke afvige væsentligt fra børskursen på erhvervelsestidspunktet.

Afkast til aktionærerne

Bestyrelsen prioriterer fortsat en balanceret anvendelse af selskabets overskud med fokus på at styrke SP Groups finansielle position og finansiere initiativer, der understøtter en lønsom og langsigtet vækst. Det er selskabets politik at sikre og vedligeholde et robust kapitalberedskab med en soliditet på minimum 40% og en finansiel gearing (NIBD/EBITDA) på 1,0-3,5x, og op til 4,0 i de første to kvartaler efter en akkvisition. Det årlige udbytte vil som udgangspunkt udgøre 15-25% af årets nettoresultat efter skat, dog under hensyntagen til virksomhedens kapitalstruktur og likviditetsbehov jf. Politik for kapitalallokering og udbytte. Forud for de årlige generalforsamlinger vurderer ledelsen, om niveauet er passende. I regnskabsåret 2025 blev SPG-aktien handlet mellem kurs 226 og 349. Aktien åbnede den 2. januar 2025 i kurs 318,50 og sluttede året i kurs 347,00. Inklusive et udbytte på DKK 4,0 pr. aktie udgjorde det samlede afkast til aktionærerne i perioden fra den 1. januar til den 31. december 2025 14,1%. SP Groups Market Cap udgjorde DKK 4.334 mio. pr. 31. december 2025, svarende til en stigning på DKK 493 mio. i løbet af året. Aktionærerne modtog i alt DKK 48 mio. i udbytte. På den ordinære generalforsamling den 29. april 2026 blev det besluttet, at der udbetales et udbytte på DKK 4,00 pr. aktie for regnskabsåret 2025.

Se SP Groups Politik for kapitalallokering og udbytte

Storaktionærer

SP Group A/S offentliggør storaktionærer i henhold til § 30 i kapitalmarkedsloven. Følgende aktionærer har meddelt, at de besidder mere end 5 % af aktiekapitalen:

Navn

Andel af aktiekapital

Selskabsmeddelelse

Schur Finance A/S

Over 15 %

12. september 2018

Frank Gad inkl. nærtstående

Over 10 %

12. september 2018

Odin Fund Management

Over 5 %

12. september 2018

Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP)

Over 5 %

28. august 2017

Lannebo Fonder AB

Over 5 %

23. april 2021

Senest opdateret: 26. juni 2026

Nuværende aktiekurs (DKK)

424

Kontakt Investor Relations